En Nissan Leaf var i sidste uge indblandet i en voldsom ulykke i Odense, hvor bilen pløjede gennem flere forhindringer og endte med at brage igennem en butiksfacade.
Nu viser det sig, at fabrikanten har haft store problemer med bilmodellens software, hvilket kan føre til pludselig og utilsigtet acceleration. Og nu kaldes bilen tilbage, fortæller TV2 Fyn.
Tilbagekaldelsen omfatter biler produceret mellem 2017 og 2023, og bilen der endte i Netto-butikken er fra 2018.
Hos Fyns Politi bekræfter man, at man lige nu følger et spor i efterforskningen, der handler om, hvorvidt et teknisk problem med bilen har været årsag til ulykken.
Softwareproblemet kan løses på en halv time på et autoriseret Nissan-værksted.
Indtil videre mener fabrikanten dog ikke, at ulykken har noget med tilbagekaldelsen at gøre.
- Vi har ingen formodning om, at uheldet kan relateres til tekniske problemer med bilen, men vores Nissan-tekniker vil dog inspicere bilen snarest muligt. Vi kan derfor på nuværende tidspunkt ikke komme med yderligere informationer i sagen.
- Vi kan dog allerede nu fastslå, at uheldet ikke kan relateres til den tilbagekaldelseskampagne, TV 2 Fyn nævner, da kampagnen handler om eventuelle problemer i forbindelse med brug af fartpilot, skriver Nissan i Danmark til TV 2 Fyn.
Politiet søger i forbindelse med ulykken et vidne, der befandt sig i Netto-butikken og som nær blev ramt af bilen.