92-årigt filmikon laver heavy metal-julesang
Den danskgifte legendariske skuespiller Christopher Lee spiller julen ind med en ny julesang i den hårdtslående genre heavy metal.
Her ses den nu 92-årige skuespiller Christopher Lee i 2009 i DRs koncerthus, hvor han læser "Ringenes Herre" højt. Lee spillede den onde Saruman i filmatiseringen, og så er han i øvrigt dansk gift.
Her ses den nu 92-årige skuespiller Christopher Lee i 2009 i DRs koncerthus, hvor han læser "Ringenes Herre" højt. Lee spillede den onde Saruman i filmatiseringen, og så er han i øvrigt dansk gift. Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO


Han er kendt for sine flere hundrede roller over en karriere, der har varet i mere end 50 år.

Men ved siden af filmrollerne, som rummer et cv med roller i "James Bond", "Star Wars" og som den onde troldmand Saruman i "Ringenes Herre"-trilogien, laver skuespilleren Christopher Lee også musik.

Og i anledningen af julens komme har den 92-årige skuespiller netop udgivet julesangen "Darkest Carols, Faithful Sing."

- Den er en munter, glad og sjov, forklarer manden med den dybe røst til heavy-metal-siden Blabbermouth.net.

- I min alder er det vigtigste for mig at holde mig aktiv ved at lave ting, som jeg virkelig nyder. Jeg ved ikke, hvor længe jeg er her endnu, så hver dag er en fest, og det ønsker jeg at dele med mine fans, siger den 92-årige skuespiller til heavy metal-entusiasterne.

I 2012 blev Lee den ældste nulevende kunstner til at få en placering på Billboard-hitlisten - det var også med en julesang, "Jingle Hell." Og med udgivelsen af "Darkest Carols, Faithful Sing" forbliver Lee i øvrigt den ældste heavy metal-musiker nogensinde.

Privat er skuespilleren gift med den danske forhenværende model Birgit Kroencke Lee og er i øvrigt aktuel i de danske biografer, når han genoptager rollen som Saruman i "Hobbitten: Femhæreslaget," der har premiere den 10. december.

Få en smagsprøve af julesangen her, som er klippet sammen i et medley med andre Lee-sange: https://www.youtube.com/watch?v=-TnFIDKyX50

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.