Præsident Robert Mugabe vil efter alt at dømme igen være på stemmesedlen, når Zimbabwes vælgere efter planen skal pege på landets præsident i 2018.
Mugabe vil til den tid være 94 år gammel. Han er i dag som 92-årig Afrikas ældste leder.
Regeringspartiet Zanu-PF har lørdag bekræftet, at Robert Mugabe er partiets eneste kandidat ved næste præsidentvalg.
- Vi har alle set film. De slutter først, når skuespilleren dør. Så præsidenten er nødt til at blive stående ved roret, indtil han dør. Han er vores kandidat i 2018, siger partiets ungdomsleder, Kudzai Chipanga.
På partiets kongres sang medlemmerne med på sangen "Mugabe bør regere for evigt".
Selv så præsidenten ifølge flere medier træt ud, da han stod på talerstolen. Han tilskynder partiets medlemmer til at stå sammen, i lyset af at flere fra partiet har opfordret ham til at træde tilbage.
- Vi har aftalt, at der ikke er plads til konflikter og skænderier. Disciplin, disciplin, disciplin. De, der leder, må respekteres, lyder det fra Mugabe.
Præsident Mugabe har siddet ved magten siden 1980. Han har regeret landet, lige siden Zimbabwe fik selvstændighed fra Storbritannien.
Modstanden mod den 92-årige præsident har været stigende den seneste tid.
Zimbabwe har oplevet en økonomisk nedtur, arbejdsløshed og udvandring under Mugabes årtier ved magten. Hans styre beskyldes også for valgsvindel.
I juli vendte en række af hans tætte støtter også ryggen til ham.
Alligevel har det altså ikke skræmt partiet fra igen at pege på Mugabe som spidskandidat.
/ritzau/Reuters