91.671 personer søgte asyl i Tyskland i januar
I januar ankom 3000 asylansøgere til Tyskland om dagen, oplyser det tyske indenrigsministerium.
Nye tal fra det tyske indenrigsministerium viser, at 91.671 personer søgte asyl i landet i januar.
Nye tal fra det tyske indenrigsministerium viser, at 91.671 personer søgte asyl i landet i januar. Foto: Boris Grdanoski/AP


Tilstrømningen af flygtninge og migranter til Tyskland fortsætter.

Således søgte 91.671 personer asyl i Tyskland i januar, oplyser det tyske indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet dpa.

Det er et fald sammenlignet med december, hvor der ankom 127.320 asylansøgere til landet. Årsagen til dette fald skal sandsynligvis findes i det kolde vintervejr, oplyser embedsmænd fra ministeriet ifølge det tyske nyhedsbureau.

Fortsætter den nuværende tendens, kan Tyskland ende med at modtage en million asylansøgere i år mod 1,1 millioner i fjor, vurderer ministeriet.

Ifølge dpa er mange asylansøgere tilsyneladende rejst uhindret ind i Tyskland, selv om politiet har kontrol ved grænsen til Østrig.

Alene i Bayern er der registreret 15.186 personer, der ikke er blevet kontrolleret ved grænsen. Asylansøgerne har selv henvendt sig til myndighederne i Tyskland, efter at de er kommet ind i landet.

I januar 2015 søgte 32.339 mennesker asyl i Tyskland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.