Der bliver ikke rejst tiltale mod en dansk mand, der i 2015 blev politianmeldt for at have medvirket til forbrydelser under Anden Verdenskrig.
Det oplyser statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) ifølge Berlingske.
Manden er en 91-årig tidligere Frikorps Danmark-soldat.
Han blev i 2015 anmeldt for forbrydelser mod menneskeheden begået under Anden Verdenskrig i den hviderussiske udryddelseslejr Bobruisk.
Anmeldelsen er blevet indgivet af israelske Efraim Zuroff, der er kendt som "nazijæger" og øverste direktør i Simon Wiesenthal Centerets afdeling for efterforskning af nazistiske krigsforbrydelser.
- Vi standser efterforskningen. Det gør vi, fordi der ikke er fremkommet oplysninger om konkrete forbrydelser begået af de mistænkte, og fordi der ikke er fremkommet yderligere oplysninger, som skaber en rimelig formodning om, at der er begået strafbare forhold, siger chefanklager Steen Bechmann Jacobsen til Berlingske.
Anledningen til anmeldelsen af den tidligere Frikorps Danmarks-soldat var en bogudgivelse i 2014.
I bogen "En skole i vold" beskrives blandt andet den nu 91-åriges rolle i krigen.
Bogen, der er skrevet af danske historikere, indeholder en politirapport fra 1945, hvor soldaten ifølge Berlingske erkender, at han arbejdede som vagt i den hviderussiske udryddelseslejr Bobruisk.
Over for avisen har den 91-årige tidligere afvist enhver skyld og sagt, at han var i lejren som rekrut og ikke som vagt.
Den 91-årige har i dag fået nyt navn og bor i hovedstadsområdet. Han blev efter krigen idømt fængsel for sin rolle.
/ritzau/