Et ægtepar blev den 87-årige Birthe Sørensens redning, da hun pludselig blev lukket inde i en container på genbrugspladsen i Bogense.
Birthe Sørensen ville kigge i genbrugspladsens containere, hvor der er varer, som kan købes. Men klokken 15.45 - et kvarter før lukketid - blev begge døre til containeren lukket, skriver Fyens Stiftstidende.
- Så stod jeg der som en lille pige i bælgravende mørke og turde næsten ikke bevæge mig, fordi der stod så mange ting i containeren, fortæller Birthe Sørensen til avisen.
Hun begyndte at banke på containeres indre, men først efter fem minutter i mørket kom redningen. Ægteparret havde hørt hendes banken og fik åbnet døren.
En medarbejder fra genbrugspladsen kom løbende til, og skyndte sig at give den ældre dame et knus og en undskyldning.
- Jeg overlevede trods alt, men det var en ubehagelig oplevelse. Jeg rystede dagen efter, for jeg kunne jo have siddet der til næste dag. Det kunne være endt tragisk, og jeg ved ikke, om jeg havde overlevet det, siger Birthe Sørensen til Fyens Fyens Stiftstidende.