84-årig mediebaron fik ja fra sin rockmodel i London
Mediemogulen Murdoch og modellen Jerry Hall blev viet borgerligt i et gammelt herresæde i London.


Rupert Murdoch - den 84-årige milliardær og grundlægger af medieimperiet News Corp - blev fredag gift med modellen Jerry Hall i London, oplyser en talsmand for mediemogulen.

Brylluppet fandt sted, mindre end to måneder efter at parret havde meddelt deres forlovelse via avisen The Times, der ejes af Murdoch.

Ægteskabet er Murdochs fjerde og det første for den 59-årige Hall, som dog har fire børn med frontfiguren i Rolling Stones, Mick Jagger.

Parret blev viet borgerligt i Spencer House, et elegant herresæde fra 1700-tallet i det eksklusive St James's distrikt i London. Huset tilhører den afdøde prinsesse Dianas familie.

Rupert Murdoch og Jerry Hall, som tilsammen har 10 børn, ventes at holde en bryllupsfest i Londons historiske avisgade Fleet Street.

Med en formue, der anslås til at være på omkring 75 milliarder kroner, er Murdoch indehaver af nogle af verdens mest berømte aviser - deriblandt The Wall Street Journal, The New York Post og den britiske tabloidavis The Sun.

Hall har været set sammen med den australskfødte Murdoch i knap et halvt år.

Murdoch blev i 2013 skilt fra sin tredje hustru, Wendy Deng.

Jerry Hall, som i 23 år var sammen med Mick Jagger, blev uofficielt gift med rockikonet på den indonesiske ferieø Bali. Men hindubrylluppet blev erklæret ugyldigt, da de gik fra hinanden i 1999.

Murdoch, der er født i 1931 i Melbourne i Australien, arvede sin fars avisforlag News Limited. Han havde først aviser, magasiner og tv-stationer i Australien, men han ekspanderede senere til Storbritannien, USA og Asien.

Murdoch måtte lukke tabloidavisen News of The World i London, da den britiske medieverden i 2011 blev rystet af en række skandaler omkring hacking af mobiltelefoner.

News of the World blev lukket, umiddelbart efter at det blev kendt, at avisen havde hacket sig ind på adskillige telefonsvarere hos kendte, kongelige og sågar drabsofre.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.