På Østergade i Rønne fik en 81-årig kvinde den værst tænkelige start på dagen fredag morgen. Ved syv-tiden ringede det på hendes dør. Da hun åbnede, tvang en hjemmerøver sig adgang til hendes bolig og truede kvinden med ovenpå, hvor han tapede hendes mund og hænder. Herefter tog han kontanter fra hendes pung samt hendes Dankort, som han fandt koden til i hendes taske.
Klokken 7.13 blev der så hævet 6.000 kroner på kortet fra automaten hos Danske Bank på Store Torv i Rønne. Hæveautomaten er kameraovervåget, og Bornholms Politi har i dag offentliggjort et foto af den formodede gerningsmand, som står og hæver penge.
Offeret beskriver gerningsmanden sådan:
- Ca. 180 cm. høj
- Slank af bygning
- Et rødt tørklæde dækkede det meste af den nederste del af mandens ansigt, og en mørk hue var trukket godt ned over øjenbrynene.
- Iflg. kvinden talte manden rigsdansk med en ungdommelig stemme.
Har du oplysninger, der kan hjælpe politiet med at identificere gerningsmanden, bedes du henvende dig til Bornholms Politi på tlf. 114 eller 56901448.