81-årig hårdt kvæstet: Overser stoptavle
En 81-årig kvindelig bilist bliver påkørt i et kryds, da hun tilsyneladende ikke overholder sin vigepligt.
Den 81-årige kvinde blev påkørt af en 49-årig mand i et kryds. Arkivfoto.
Den 81-årige kvinde blev påkørt af en 49-årig mand i et kryds. Arkivfoto. Foto: Colourbox/COLOURBOX.COM


En 81-årig kvindelig bilist blev lørdag formiddag alvorligt kvæstet ved en færdselsulykke i krydset Ormslevvej og Alléen i Ormslev vest for Aarhus, oplyser vagtchef Peter Hunniche, Østjyllands Politi.

Kvinden, der er fra Aarhus, er blevet kørt til behandling på sygehuset. Hun har muligvis fået alvorlige brud i nakken og ryggen. Politiet ved endnu ikke, hvor alvorlig hendes tilstand er.

Ulykken skete omkring klokken 10.30, da kvinden kom kørende ad Alléen i sydlig retning. I krydset ved Ormslevvej fortsatte hun ifølge politiet af en eller anden grund ud i krydset, selv om hun havde ubetinget vigepligt, og selv om der på stedet står en synlig stop-tavle.

I krydset blev hun påkørt af en 49-årig mand, der også er fra Aarhus. Manden kom kørende ad Ormslevvej mod vest og kørte direkte ind i siden på kvindens bil.

- Han nåede ikke at reagere og havde ingen muligheder for at undgå påkørslen, siger Peter Hunniche.

Den 49-årige slap med lettere skader, men han er stærkt chokeret efter ulykken.

Begge biler fik store skader ved kollisionen.

Ulykkesstedet er blevet undersøgt af politiet og af en bilinspektør, hvis rapport sandsynligvis kan fastslå årsagen til ulykken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.