80-årig mand sigtet for drab på sin hustru
Mand var udsat for færdselsuheld og blev bragt til hospitalet, hvor han sagde, at hans kone lå død på bopælen.


En mand på 80 år er sigtet for drab på sin hustru og vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag. Det oplyser Nordsjællands Politi.

Det var et færdselsuheld onsdag eftermiddag i Allerød, hvor den ældre mand blev bragt til Hillerød Hospital med kvæstelser, der satte politiet på sporet af drabet.

Manden oplyste til personalet på hospitalet, at hans hustru lå død på bopælen i Farum.

Det anmeldte personalet til Nordsjællands Politi, der sendte patrulje, ambulance og akutlæge til bopælen.

Ved ankomsten tog livredderne fat på at yde førstehjælp, men uden virkning, hvorefter hustruen bliver erklæret død af akutlægen.

- Ligsynet er afsluttet ved findestedet. Kvinden blev fundet med alvorlige kvæstelser i baghovedet. Manden er sigtet for drab og vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Dan Houtved.

Politiet afventer nu en obduktion af den dræbte kvinde, og af hensyn til efterforskningen kan politiet ikke give flere oplysninger på nuværende tidspunkt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.