78.000 på gaden i franske kæmpedemonstrationer
En demonstration i den franske hovedstad har resulteret i flere anholdelser. 78.000 protesterede på landsplan.
Der var torsdag demonstrationer mod en kontroversiel arbejdsreform flere steder i Frankrig. I Paris blev mindst fem såret under optøjerne.
Der var torsdag demonstrationer mod en kontroversiel arbejdsreform flere steder i Frankrig. I Paris blev mindst fem såret under optøjerne. Foto: Christophe Archambault/AFP


Urobetjente er stødt sammen med demonstranter i Paris, og mindst 12 er blevet såret.

De tilskadekomne tæller blandt andet fire betjente, hvoraf en er forbrændt.

Op mod 13.000 protesterede torsdag i Paris oven en kontroversiel arbejdsreform, som Frankrigs præsident, François Hollande, har tvunget igennem tidligere på sommeren.

Det er den 14. store demonstration i løbet af det seneste halve år.

Under demonstrationen kastede modstanderne af reformen med molotovcocktails mod politiet, der svarede igen med tåregas og chokgranater.

15 er efterfølgende blevet arresteret i den franske hovedstad.

Også i flere andre store byer blev der afholdt demonstrationer mod reformen.

Ifølge fransk politi gik i alt 78.000 på gaden torsdag.

I Nantes måtte politiet bruge både vandkanoner og tåregas for at dæmpe den voldelige protest.

Der var dog langtfra lige så mange demonstranter, som for et halvt år siden, da flere hundredtusinder gik imod regeringen.

Målet med reformen er at sænke den franske arbejdsløshed, der i øjeblikket er på 10 procent.

Det skal blandt andet ske ved at arbejdsgivere får lov til at forhandle kortere eller længere arbejdstid i forhold til 35 timers arbejdsuge.

Men kritikerne beskylder lovændringen for at svække arbejdernes rettigheder.

Modstanden mod reformen var så stor, at præsident Hollande blev nødt til at anvende en sjælden paragraf i landets forfatning.

Der er tale om paragraf 49.3, som gør det muligt at regere via et dekret.

Hollandes brug af den sjældne paragraf har også skabt en kløft i hans eget Socialistparti, hvor ikke alle er enige med præsidenten.

Den franske præsident kæmper i det hele taget med manglende opbakning blot måneder inden det kommende præsidentvalg i 2017.

I øjeblikket er fire ud af fem vælgere imod, at François Hollande vælges for en ny periode.

Han har endnu ikke offentliggjort, om han stiller op.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.