75-årig McDonald's-medarbejder: Jeg spiser altid på jobbet
Alderen er ingen hindring for 75-årig, der er ansat i den verdenskendte burgerkæde. Hun keder sig derhjemme og kommer forbi efter en snack, selvom hun ikke er på vagt.
Selvom man er 75 eller 90 år, er der ingen, der siger, at man ikke kan blive ansat hos McDonald's.  
Selvom man er 75 eller 90 år, er der ingen, der siger, at man ikke kan blive ansat hos McDonald's.   Foto: Mike Blake/Scanpix/Arkiv


Englands ældeste kvindelige McDonald's-ansatte, Muriel Haggerty, er 75 år og noget af en bedstemor med slag i.

Hun holder humøret højt med yngre kollegaer og de mange børnefamilier, der kommer forbi efter et nemt måltid.

- Jeg keder mig på mine fridage, og jeg elsker at snakke med børnene, siger hun til engelske The Sun.

Det er børnene, atmosfæren, og et godt team, hvor de har det sjovt sammen, der holder hende aktiv, fortæller hun.

McD som livret

Muriel Haggerty mæsker sig i burgere, sodavand og pomfritter på sine vagter, fortæller hun.

Og hun er så glad for sin arbejdsplads og den mad, de serverer, at hun også gerne slår et smut forbi fastfood-restauranten efter en whopper eller en cheeseburger, på de dage, hvor hun ikke arbejder.

- Jeg spiser McDonald's mad hver dag, når jeg er på vagt. Da jeg havde fri den anden dag, kom jeg også forbi efter et måltid mad, siger hun til The Sun.

Derfor var det naturlige valg også at fejre sin 75-års fødselsdag med en menu fra McDonald's, fortæller hun.

Ingen planer om pension

Muriel Haggerty har nu serveret burgere i 15 år, og hun har ingen planer om at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Det har hun prøvet engang før.

Dengang var hun 60 år og kvittede et job som fabriksarbejder for at gå på pension. Men det var ikke lige sagen.

- Jeg gik på pension, og jeg kedede mig, siger hun til The Sun.

I dag er hun ansat i en stilling som manager med ansvar for kundepleje i kædens butik i Sunderland i England.

Får baghjul af 90-årig

Det var ikke det rene tilfælde, at Muriel Haggerty netop endte på McDonald's.

Hun er den ottende i sin familie, der har skrevet under på en kontrakt med McDonald's.

For hendes vedkommende var det med inspiration fra et barnebarn.

- Mit barnebarn Louise fortalte mig, at jeg kunne arbejde for McDonald's. Jeg havde mit jobinterview om torsdagen og begyndte at arbejde om mandagen, siger hun til The Sun.

På trods af sin høje alder, kan Muriel Haggerty dog endnu ikke tage kronen som Europas ældste medarbejder hos McDonald's.

Den titel tilhører derimod den 90-årige Bill Dudley, der arbejder i restaurantens filial i Mold, Flintshire i Wales.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.