719 kvæstede efter ulykke ved Mekka: En dansker er såret
Udenrigsministeriet kender foreløbig til én kvæstet og én savnet dansker i Mekka. Over 700 pilgrimme er døde.
Der er en dansker blandt de indtil videre 719 kvæstede under panikløbet i Mekka, hvor folk er blevet mast og trampet ihjel.
Der er en dansker blandt de indtil videre 719 kvæstede under panikløbet i Mekka, hvor folk er blevet mast og trampet ihjel. Foto: /AP


En dansker er blevet kvæstet efter torsdagens dramatiske dødsulykke under pilgrimsfærden i byen Mina ved Mekka i Saudi-Arabien.

Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice.

Ifølge Udenrigsministeriets oplysninger deltager omkring 800 danskere i pilgrimsfærden, men foreløbig har man ikke kendskab til yderligere danske tilskadekomne.

Man mangler dog stadig at få kontakt til en enkelt person.

Den tilskadekomne dansker er uden for livsfare.

- Vedkommende er kommet til skade, og ifølge vores oplysninger er det ikke livstruende, sagde Martin Ellehøj fra Udenrigsministeriets Borgerservice tidligere på dagen torsdag til Ritzau.

Af hensyn til diskretion i personsager ønskede han ikke give yderligere oplysninger om den kvæstede dansker.

- Men vi har fået oplyst af pårørende til den tilskadekomne, at vedkommende er indlagt på et hospital i området, siger Martin Ellehøj.

Danskeren kom til skade, da der torsdag formiddag udbrød panik blandt pilgrimmene under den årlige pilgrimsrejse, hajj. 717 meldes dræbt, og mindst 805 er kvæstet.

Der er ikke umiddelbart oplysninger om, hvad der udløste panikken, hvor folk blev mast og trampet ihjel.

Over to millioner mennesker deltager i hajj.

Færdens destination er Masjid al-Haram-moskéen i Mekka, som huser Kabaen - en sort terningeformet helligdom af granit fra de omkringliggende bjerge. Kabaen er et af de allerhelligste steder i islam.

Den årlige pilgrimsfærd har flere gange tidligere ført til dødsulykker.

Tidligere i denne måned døde 111 mennesker, da en kran væltede tæt på stormoskeen. Ifølge en opgørelse lavet af nyhedsbureauet Reuters har ulykker i forbindelse med den årlige sammenstimlen af muslimer fra hele verden kostet over 4000 mennesker livet de seneste 40 år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.