Når det går godt i samfundet er der mange der vælger kontingentet til a-kassen fra. Og den beslutning rammer nu de der står uden job.
Op mod 70.000 personer er såkaldt usynlig arbejdsløse. De er ikke en del af statistikken over arbejdsløshed, da de ikke er berettiget til at få hverken dagpenge eller kontanthjælp.
Det er især unge under 35 år, som skjuler sig under radaren, fordi de har fravalgt at betale til a-kassen i gode tider.
"Mange af disse personer kan ikke få kontanthjælp, fordi de enten selv har en mindre formue eller lever sammen med en ægtefælle, der tjener for meget," siger arbejdsmarkedsøkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Erik Bjørsted til Berlingske Business.
Men at mange er havnet i en så uheldig situation er deres egen skyld, mener Jørgen Søndergaard, der er tidligere formand for Arbejdsmarkedskommissionen.
"Når tiderne er gode, undervurderer mange, hvor stor risikoen for arbejdsløshed er. Derfor forlader de a-kasserne. Men hvis man begynder at hjælpe denne gruppe nu, så går systemet helt i stykker. Så vil ingen forsikre sig fremover," siger han til Berlingske Business.
Den officielle ledighed faldt i april til 114.300, men der er altså op mod 70.000 flere "skjulte" arbejdsløse.