Telefonen ringede flere gange søndag formiddag hos en 70-årig kvinde fra Hedensted Kommune, men hun tog den ikke, så til sidst blev der lagt en besked.
Beskeden var fra Danske Spil, som bad hende ringe tilbage. Men før hun ringede, tjekkede hun sin lotto-kupon. Der var gevinst - på 41 kroner, så hun troede, det måske var noget med hendes oplysninger, hun skulle ringe om.
Men der tog hun fejl.
- Han (Danske Spil, red.) fortalte, at jeg udover gevinsten på 41 kroner havde været så heldig at vinde lodtrækningen om en million kroner. Det var da noget af en dejlig overraskelse, lyder det fra den nybagte Lotto-millionær.
Skyllet ned med rødvin
Den besked skulle fejres, og det blev den med et glas rødvin sammen med familien.
- Det havde vi nu nok gjort alligevel. Men det er en dejlig overraskelse. Det giver en dejlig tryghed. Det kommer ikke til at ændre mit liv, men det giver da en frihed, fortæller kvinden.
Hun ved endnu ikke, hvad pengene skal bruges til, men børnebørnene skal da ha’ en skilling, siger hun til Dansk Spil.
Hun fortæller desuden, at hun ikke fattede sit held og havde svært ved at sove. Hun faldt først i søvn, da solen var ved at stå op.