7-0: Esbjerg rundbarberer AC Horsens i DBU Pokalen
AC Horsens fik enden på komedie, da holdet dristede sig til at udfordre Esbjerg i pokalturneringen.
Martin Pusic (forrest) scorede to gange, da Esbjerg vandt hele 7-0 over AC Horsens.
Martin Pusic (forrest) scorede to gange, da Esbjerg vandt hele 7-0 over AC Horsens. Foto: / FOTO: OLE JOERN/POLFOTO


Hvor stor er forskellen på et bundhold i Superligaen og et af de bedste hold fra den næstbedste række?

Svaret på det spørgsmål må være: Forhåbentlig ikke så stor, som den var, da Esbjerg onsdag aften udspillede AC Horsens i tredje runde af pokalturneringen i fodbold, DBU Pokalen.

7-0 stod der på måltavlen i Horsens, efter at Superligaens nummer 10 havde fejet gulv med nummer fire i Nordicbet Ligaen.

Mens Esbjerg skal roses for en disciplineret indsats i en potentielt farlig udekamp, så har AC Horsens-træner Bo Henriksen næppe mange positive ord at sige om sit holds indsats.

Ikke mindst perioden på et kvarter i anden halvleg, hvor hjemmeholdet faldt totalt sammen og indkasserede fem mål, var decideret pinlig.

Det betød, at Daniel Stenderup, Jakob Ankersen, Martin Pusic, Mikkel Vestergaard og Martin Pusic igen kunne forvandle stillingen fra 2-0 til 7-0.

Det skete fra det 65. til det 80. minut, og både Bo Henriksen og Esbjerg-træner Niels Frederiksen må have haft svært ved at tro, hvad de så.

I første halvleg havde Jeppe Andersen og Jakob Ankersen med en scoring hver sørget for at give gæsterne en 2-0-føring ved pausen.

Randers FC kom også videre til fjerde runde. Det skete med en 2-0-sejr ude over Lyngby, topholdet i Nordicbet Ligaen.

Jeppe Tverskov og Nicolai Brock-Madsen scorede målene, der begge faldt i anden halvleg.

Odder og HB Køge er også klar til fjerde runde. Odder vandt 5-1 ude over HIK, mens HB Køge hjemme besejrede AB 2-1.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.