Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 12:49
En 68-årig mand fra Stenløse, som er sigtet for at have slået sin 63-årige hustru ihjel søndag, er mandag formiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør i Lyngby.
Han nægter sig skyldig i drabet, skriver Ekstra Bladet, som er til stede i Retten i Lyngby.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, fordi den sigtede ikke havde afgivet nogen særlig detaljeret forklaring inden grundlovsforhøret - hverken om motiv eller gerningsvåben.
På grund af de lukkede døre bliver de fleste detaljer i sagen holdt hemmelige for offentligheden.
Men ifølge Ekstra Bladet lyder sigtelsen mod ham på, at han dræbte sin kone på et ikke nærmere angivet tidspunkt før klokken 21.30 søndag - formentlig med stump vold mod hendes hoved og krop.
Nordsjællands Politi blev søndag kontaktet af en person, der så den 68-årige mand på havnen i Hundested.
Her havde den 68-årige sagt, at han ville hoppe i havnen. Han fortalte også, at han havde slået sin kone ihjel.
Efterfølgende blev den 68-årige anholdt i Hundested uden dramatik.
Parret har ifølge Ekstra Bladet voksne børn, som er blevet orienteret om morens død.
/ritzau/