65-årig vaneforbryder dømmes for våbenbesiddelse
En gammel kending i den kriminelle verden idømmes fængsel for ulovligt at have båret en skarpladt pistol.
65-årige Mogens "Nivå" Pedersen har mange domme bag sig og har været kriminel siden sin ungdom. Fredag er han blevet dømt for ulovlig våbenbesiddelse.
65-årige Mogens "Nivå" Pedersen har mange domme bag sig og har været kriminel siden sin ungdom. Fredag er han blevet dømt for ulovlig våbenbesiddelse. Foto: /free


Længere tids stridigheder tog tilsyneladende en voldsom drejning, da den 65-årige Mogens "Nivå" Pedersen i april blev anholdt for at true en 26-årig mand med at slå ham ihjel i Højbjerg ved Aarhus.

Den aldrende mand - som har en lang kriminel karriere bag sig - var samtidig i besiddelse af en skarpladt 9 mm-pistol.

De to kendte hinanden og boede i det samme område. Mogens "Nivå" Pedersen blev anholdt foran sit hjem, og han blev sigtet for trusler og ulovlig våbenbesiddelse.

Fredag har Retten i Aarhus frifundet ham for de påståede trusler, men fundet ham skyldig i ulovlig besiddelse af våben.

Retten har idømt Mogens "Nivå" Pedersen et år og seks måneders fængsel. Desuden skal han betale sagens omkostninger, og han har fået konfiskeret sin pistol.

Den dømte har ifølge Ekstra Bladet siddet i fængsel i mere end 20 år af sit voksenliv, og han har flere domme for narkohandel, hashsmugleri og bankrøveri bag sig.

I 1971 stod han bag et landevejsrøveri mod en pengetransport i Nivå, og deraf har han fået sit kaldenavn.

Anklager Jhin Lee argumenterede fredag i retten for, at den 65-årige skulle idømmes et år og seks måneders fængsel, og dommen var dermed helt i tråd med hans ønske.

Forsvareren, advokat Mette Grith Stage, mente, at straffen skulle være et års fængsel.

Offeret for truslerne mødte ikke op i retten, og der var ingen andre, der kunne vidne om, at Mogens "Nivå" Pedersen havde truet sin bekendte på livet.

Mogens "Nivå" Pedersen valgte at acceptere rettens dom og er fortsat varetægtsfængslet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.