62-årig mand i livsfare efter hjemmerøveri
Røvere slap væk med jagtgeværer og en riffel, da de trængte ind hos mand i Skals. Grundlovsforhør i Viborg.
Offeret for et hjemmerøveri i Skals blev slået så voldsomt med en spade, at han var i livsfare. Tre personer i alderen 15-21 år er anholdt i sagen.
Offeret for et hjemmerøveri i Skals blev slået så voldsomt med en spade, at han var i livsfare. Tre personer i alderen 15-21 år er anholdt i sagen. Foto: colourbox/free


Offeret for et hjemmerøveri i Skals blev slået så voldsomt med en spade, at han var i livsfare.

Det siger Midt- og Vestjyllands Politi onsdag og beretter samtidig om, at tre personer er anholdt og sigtet i sagen.

De tre er mellem 15 og 21 år.

Udbyttet ved røveriet bestod af to jagtgeværer og en jagtriffel med tilhørende ammunition.

Offeret mistede også sin pung, da gerningsmændene trængte ind hos ham på adressen i Ejstrup Bro i Skals.

Manden, der er 62 år, blev slået i hovedet med en spade ved røveriet, som skete 28. maj, oplyser politiet.

- Han var indlagt i længere tid med en hjerneblødning, siger politikommissær Henrik Grove til Ritzau.

Den 62-årige har fortsat mén efter volden, oplyser politikommissæren.

Tilsyneladende nægter de tre anholdte sig skyldige. I et grundlovsforhør onsdag skal en dommer i Viborg afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle dem.

Anholdelserne er sket på forskellige adresser i Viborg, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

De tre er henholdsvis 15, 20 og 21 år.

Sigtelsen drejer sig om et såkaldt egentligt hjemmerøveri. Det vil sige et tilfælde, hvor en borger på sin bopæl opsøges og trues af personer, han eller hun ikke kender i forvejen.

Som udgangspunkt er straffen i sager om hjemmerøveri fængsel i fem år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.