62-årig bådejer mister livet ved Christiansø
Politiet arbejder ud fra den teori, at en 62-årig finsk mand faldt om bord på sin båd og slog hovedet.


Mandag vil Bornholms Politi undersøge en sejlbåd på Christiansø, hvis 62-årige ejer lørdag aften blev fundet død om bord med en flænge i panden.

Der er formentlig tale om en tragisk ulykke, men dødsårsagen kan først fastslås endeligt efter en obduktion, oplyser vicepolitiinspektør Peter Jørgensen, Bornholms Politi, til Ritzau.

Den 62-årige havde sammen med en 61-årig kammerat hentet sejlbåden på et værft i Karlskrona i Sverige og var på vej til Christiansø.

På grund af dårligt vejr med modvind kunne de ikke sætte sejl, men måtte sejle med motor.

Bådejeren, der var en erfaren sejler, og kammeraten, der derimod var næsten uden sejlererfaring, skiftedes til at sidde ved roret i halvanden time ad gangen.

Da den 62-årige ikke kom op, da han skulle afløse, råbte kammeraten flere gange på ham, og da han ikke reagerede, gik han til sidst ned i skibet, hvor han fandt manden liggende på skibets toilet.

- Der lå han livløs med en stor flænge i panden, siger Peter Jørgensen.

Den 61-årige kammerat havde ikke kendskab til bådens radiosystem, men han var blevet instrueret i, hvordan han kunne foretage et nødkald.

Det lykkedes ham at slå alarm lørdag aften ved 18-tiden, så en redningsbåd fra Christiansø en time senere var på stedet og kunne bugsere sejlbåden i havn.

Her blev den 62-årige konstateret død.

Politi fra Bornholm forsøgte at undersøge båden lørdag aften, men måtte opgive, da det blev mørkt. Derfor undersøges båden igen mandag.

- Intet tyder på en forbrydelse. Der er snarere tale om et tragisk uheld, og vi har konstateret, at begge mænd var ædru, siger Peter Jørgensen.

Den obduktion, der endeligt skal fastslå dødsårsagen, finder sted mandag eller tirsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.