600 personer ankommer til Sverige på tre timer
12 busser er kommet til Sverige med flygtninge og migranter. Det skyldes noget, der sker i Danmark, lyder det.
På tre timer torsdag ankom 600 personer til det svenske Migrationsverket. Her ses politi og flygtninge på Hyllie station i Malmø, som er den første station i Sverige.
(Jacob Ehrbahn/POLFOTO).
På tre timer torsdag ankom 600 personer til det svenske Migrationsverket. Her ses politi og flygtninge på Hyllie station i Malmø, som er den første station i Sverige. (Jacob Ehrbahn/POLFOTO). Foto: JACOB EHRBAHN/POLFOTO


På blot tre timer torsdag eftermiddag er 600 flygtninge og migranter ankommet til den svenske udlændingestyrelse Migrationsverket.

Det skriver nyhedsbureauet TT.

Der ankom i alt 12 busser med 50 personer i hver, som talte børn, forældre og andre voksne, til Migrationsverkets lokale i en stor hal i det svenske messe- og kongrescenter Malmömässan.

Den store tilstrømning på så kort tid skyldes noget, der sker i Danmark, lyder det fra den operative chef i Migrationsverket, Mikael Ribbenvik.

Han siger til TT, at der tydeligvis sker noget torsdag aften, og det er noget, som sker i Danmark. Hvad det skulle være, ved han endnu ikke.

Men både Københavns Politi og Rigspolitiet kender ikke til, at der skulle ske noget i Danmark ud over det sædvanlige.

- Vi har ikke meldinger om, at der er flere nu og her, end der plejer at være - hverken fra DSB eller andre, siger vagtchef i Københavns Politi Henrik Brix.

Sverige ventes i år at tage imod mellem 140.000 og 190.000 asylansøgere ifølge en prognose fra de svenske myndigheder. Det er dobbelt så mange som tidligere antaget.

I sidste uge indførte landet midlertidig grænsekontrol på grund af den store tilstrømning af mennesker. Torsdag valgte den svenske regering at forlænge grænsekontrollen til 11. december på grund af terrortruslen.

Det bør Danmark også gøre, hvis det står til den svenske migrationsminister, Morgan Johansson.

- Danmark bør naturligvis også tage sit ansvar både for migrationssituationen og for sikkerhedssituationen i Europa, siger ministeren til det svenske medie SVT.

- Præcis som Sverige og Tyskland bør Danmark nu indføre grænsekontrol, siger han.

Tyskland indførte i september midlertidig grænsekontrol ved grænsen til Østrig på grund af den store tilstrømning af flygtninge og migranter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.