58 procent af iranerne stemte ved parlamentsvalget
Optællingen af stemmer er i gang efter parlamentsvalget, der står mellem konservative og reformvenlige.
Iranske kvinder står i kø for at stemme. 58 procent af iranerne deltog i fredagens valg, meddeler Indenrigsministeriet.
Iranske kvinder står i kø for at stemme. 58 procent af iranerne deltog i fredagens valg, meddeler Indenrigsministeriet. Foto: Ebrahim Noroozi/AP Photo/AP


Lidt over 32 millioner iranere satte fredag deres kryds ved det parlamentsvalg, som præsident Hassan Rouhanis reformvenlige støtter håber kan tage magten fra parlamentets konservative flertal.

Over 58 procent af vælgerne har stemt, meddeler en talsmand for Indenrigsministeriet til statsligt tv ifølge AFP. Det er mindre end ved parlamentsvalget i 2012, hvor 64,2 procent af vælgerne deltog.

Fredag var ellers en travl dag ved valgstederne, hele fem gange måtte valghandlingen forlænges. Oprindeligt skulle valgstederne have været lukket 15.30 dansk tid, men den sidste stemme blev først afgivet 21.15.

55 millioner indbyggere i Iran kan stemme ved parlamentsvalget, som er det første, efter at en atomaftale med internationale stormagter sidste år førte til, at en række økonomiske sanktioner mod Iran blev ophævet.

Iranerne skal stemme på såvel repræsentanter til de 290 pladser i parlamentet som til den samling på 88, der skal vælge en efterfølger til landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

Iransk politik domineres af fraktioner snarere end politiske partier, og derfor er valget i høj grad et valg mellem de moderate kræfter, der støtter præsident Hassan Rouhanis kurs, og de mere konservative og fundamentalistiske kræfter i Iran.

Ayatollah Ali Khamenei, der hører til i den sidste kategori, siger, at han er overbevist om, at vælgerne vil sammensætte et nyt parlament, som er parat til at sætte sig op mod USA.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.