En haglbyge i ryggen. Det var, hvad en 30-årig mand fik med sig i bytte, da han sammen med en 27-årig mand forsøgte at bryde ind i et hus i Gundslev på Falster.
"Omkring klokken fem i morges overrasker den 57-årige mand to indbrudstyve, som er i færd med at bryde ind på hans bopæl. I forbindelse med det affyrer han et haglgevær, og skuddet rammer den ene gerningsmand i ryggen," siger efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen til Newspaq.
Den 30-årige mand er nu indlagt Nykøbing Sygehus med et ukendt antal hagl i ryg og hals.
Den 57-årige beboer er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 252, fordi han har bragt andre mennesker i fare.
Fire yderligere blev anholdt i sagen, men er nu på fri fod, fordi politiet ikke vurderer, at der grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør. Det drejer sig om den sårede indbrudstyv og hans 27-årige makker, der er sigtet for indbrud. Derudover er to kvinder på 31 og 35 år sigtet for medvirken til indbrud.
Søren Ravn-Nielsen betegner nu sagen som opklaret.
"Vi regner med, at vi stort set har forløbet på plads. Der er stadig en del afhøringen og en hel del detaljer, som skal efterforskes. Og vi kan i hvert fald melde ud, at der ikke er tale om noget bandeopgør," siger efterforskningslederen.