556 projekter skal slås om innovationsstøtte
Innovationsfonden har modtaget ansøgninger for langt flere penge, end man har at dele ud af.
I slutningen af året skal fonden for første gang dele penge ud.
I slutningen af året skal fonden for første gang dele penge ud. Foto: Colourbox/free


Der er rift om at få del i de penge, som Innovationsfonden har til rådighed som støtte for projekter, som skaber viden, vækst og velfærd i Danmark.

I slutningen af 2015 skal den statslige fond, der blev stiftet sidste år, uddele penge for første gang.

Og der er indløbet hele 556 forslag fra virksomheder og universiteter, der tilsammen løber op i 8,3 milliarder kroner.

Det er en hel del mere end de 1,1 milliard kroner, som Innovationsfonden har at dele ud af til større projekter i denne omgang.

- Det er glædeligt at se den store efterspørgsel efter at starte ny innovation i Danmark.

- Når det er sagt, er det kun den ene del af ligningen. Endnu vigtigere bliver det at omsætte de store ambitioner til konkrete resultater, der gavner det danske samfund, siger fondens direktør, Peter Høngaard Andersen.

De 556 projekter er foreløbigt blot beskrevet i en kort ansøgning. De projekter, der slipper videre til anden og sidste fase, skal beskrives nærmere i en uddybende ansøgning.

Innovationsfonden forventer at kunne give grønt lys til én af syv ansøgninger.

Foruden uddelingen til større projekter bevilger Innovationsfonden årligt 500 millioner kroner til iværksættertalenter og små og mellemstore virksomheder med gode idéer, der venter på at blive ført ud i livet.

Støtte fra Innovationsfonden skal ikke betales tilbage, men skulle gerne munde ud i ny viden og nye arbejdspladser.

Derfor glæder uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) sig også over den store interesse.

- Jeg er sikker på, at det bliver en kæmpe gevinst for både forskere og virksomheder, at vi nu har samlet de strategiske investeringer i forskning og innovation i én fond.

- Nu skal midlerne ud og arbejde - og bidrage til mere vækst og beskæftigelse, siger Sofie Carsten Nielsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.