Den 53-årige højreekstremist Thomas Mair er onsdag blevet kendt skyldig i at have dræbt den britiske politiker Jo Cox. Dommen lyder på fængsel resten af livet.
Det skriver BBC og Reuters.
Drabet skete i juni, en uge inden afstemningen om det britiske medlemskab til EU. På det tidspunkt havde alle parlamentarikere travlt med at argumentere for enten et ja eller et nej til unionen.
41-årige Jo Cox var kendt for sine synspunkter om, at Storbritannien bør gøre mere for de mange flygtninge, der kommer til Europa.
Jo Cox' mand, Brendan Cox, mener, at drabet var en terrorhandling. Det sagde han i forbindelse med en mindehøjtidelighed tidligere på året.
- Drabet på Jo var politisk. Det var en terrorhandling, som var udtænkt for at fremme en dagsorden af had mod andre, sagde han.
Den 53-årige tiltalte råbte ifølge øjenvidner "Storbritannien først!", da han angreb Labour-politikeren i byen Birstall i det nordlige England. Han både skød og stak hende.
Cox var tilhænger af fortsat britisk EU-medlemskab, og hun førte valgkamp for den fløj, da hun blev dræbt.
Hjemme hos Thomas Mair fandt politiet adskillige bøger om nazismens raceteori og holocaust. Yderligere havde han i dagene op til drabet søgt på forskellige artikler om Jo Cox, der var mor til to.
Hendes forældre og søster var mødt op i retten onsdag for at høre dommen.
Mair, der var iklædt et mørkt jakkesæt og blåt slips, så roligt frem for sig, mens dommen blev læst op.
Det tog juryen en time at nå frem til afgørelsen.
/ritzau/