51-årig dømt for livsfarlig vold mod knallertkører
Skud mod 17-årig knallertkører var ikke affyret for at dræbe, men alligevel livsfarligt, vurderer byret.
Dømt for at skyde med luftgevær mod knallertkører.
Dømt for at skyde med luftgevær mod knallertkører. Foto: Colourbox/free


Det var livsfarligt, da en 51-årig mand i november sidste år skød en ung knallertkører i hovedet med et luftgevær. Det koster nu manden fire års fængsel.

Dommen er faldet fredag ved Retten i Esbjerg. Manden findes skyldig i særdeles grov vold, men er dog frifundet for en anklage om drabsforsøg.

Det var efter alt at dømme irritation over nogle unge menneskers knallertkørsel, som 3. november fik Nicki Madsen til at tage en kraftig luftbøsse og skyde mod en 17-årig knallertfører.

Da knallertføreren blev fundet liggende tilskadekommen, troede man i første omgang, at der var tale om en ulykke, hvor den 17-årige knallertkører var styrtet. Men efterfølgende viste en skanning, at han havde et hagl siddende i hjernen.

Politiets efterforskning førte frem til den 51-årige, som erkendte, at han fra sin altan på Gl. Vardevej i Esbjerg havde affyret et skud.

Selv om gerningsvåbnet ifølge Retten i Esbjerg er farligt nok til at kunne dræbe, og selv om skuddet mod den 17-årige var potentielt dræbende, så har man frifundet manden for drabsforsøg.

Ifølge rettens begrundelse har man vurderet, at Nicki Madsen ikke har haft forsæt til at dræbe. Det vil sige, at drab ikke har været hans hensigt, ligesom han heller ikke kan have anset det som særligt sandsynligt, at offeret kunne dø.

Retten har dog vurderet, at sagen er så alvorlig, at man ikke kan nøjes med en dom efter straffelovens almindelige bestemmelse om grov vold.

Derfor har man taget en af straffelovens bestemmelser om vold under særdeles skærpende omstændigheder i brug. Det er den paragraf, som også anvendes i sager, som handler om vold med døden til følge.

Ifølge retten har man taget med i sin betragtning, at skuddet blev affyret på kort afstand, og at haglet trængte ind i drengens hjerne og i dagevis bragte ham i livsfare.

Den 51-årige overvejer nu, om han vil anke dommen til Vestre Landsret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.