50 mio. kinesere så Bendtner få ny kollega
Kinesiske Zhang Xizhes nye aftale med Wolfsburg er en stor historie i hjemlandet.
Zhang Xizhe (i midten) blev tirsdag præsenteret i Wolfsburg sammen med cheftræner Dieter Hecking (tv) og manager Klaus Allofs.
Zhang Xizhe (i midten) blev tirsdag præsenteret i Wolfsburg sammen med cheftræner Dieter Hecking (tv) og manager Klaus Allofs. Foto: Julian Stratenschulte/AP


Der er nok ikke mange fodboldfans i Europa, der ved, hvem Zhang Xizhe er.

Men i fædrelandet Kina er han et stort navn, og derfor var der anslået mellem 40 og 50 millioner kinesere, der kiggede med på tv-skærmen tirsdag, da Zhang blev præsenteret som ny spiller i bundesligaklubben Wolfsburg.

Den 23-årige offensivspiller har underskrevet en aftale, der gælder frem til 2017, og som indbringer hans tidligere klub, Beijing Guoan, 750.000 euro (knap 5,6 millioner kroner).

- Han er en spiller, der kan hjælpe os på lang sigt, siger Wolfsburgs sportsdirektør Klaus Allofs.

Samtidig med købet af Zhang har Wolfsburg lanceret en kinesisk version af sin hjemmeside, men træner Dieter Hecking afviser, at kineseren er hentet til klubben af markedsføringshensyn.

Zhang har da også allerede 10 landskampe på bagen for Kina og har scoret to gange.

Han er lige nu den eneste kineser i Bundesligaen, men ikke den første. Allerede i 1998 stillede Yang Chen op for Eintracht Frankfurt, og landsholdsaktuelle Hao Junmin spillede også en enkelt sæson i Schalke for nogle sæsoner siden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.