50 mennesker dræbt af eksplosioner og politiskud i Kina
Dødstallet efter en række eksplosioner i det vestlige Kina søndag er blevet opjusteret fra to til 50 dræbte.
Kina er blevet beskyldt for at undertrukke det muslimske mindretal uighurerne.
Kina er blevet beskyldt for at undertrukke det muslimske mindretal uighurerne. Foto: Andy Wong/AP


Mindst 50 mennesker mistede livet af enten eksplosioner eller politiskud i Kinas vestlige Xinjiang-provins søndag.

Det oplyser de kinesiske myndigheder ifølge CNN, og det er en markant opjustering af dødstallet. Statslige medier rapporterede i første omgang om to dræbte og flere sårede, da bomber eksploderede ved to politistationer, en butik og et marked.

Ifølge nyhedsportalen Tianshan, der drives af kommunistpartiet, blev 50 mennesker enten dræbt af eksplosionerne eller skud, som politiet efterfølgende affyrede. Blandt de døde var angiveligt 40 "oprørere".

Myndighederne har ikke oplyst, hvor mange mennesker der blev dræbt af politiet, og det er uklart, hvorfor detaljer om episoden først er kommet frem sent torsdag.

Det lokale politi afviser også over for CNN at komme med yderligere oplysninger, da det er "fortroligt".

Dog oplyser politiet, at den formodede gerningsmand bag angrebet blev dræbt, og at der var tale om "terror".

Eksplosionerne ramte samme dag, som Kina straffede 17 statsligt ansatte personer for "at være ansvarlige" for, at et terrorangreb 28. juli, hvor maskerede mænd gik til angreb på en politistation og civile, kunne ske. Omkring 100 personer mistede livet.

Xinjiang er hjemsted for uighurerne, der er den største etniske gruppe i provinsen. Mange af dem er muslimer, der føler sig undertrykt af restriktionerne mod deres kultur og religion.

Ifølge det kinesiske styre er en række angreb det forgangne år i provinsen blevet begået af en voldelig separatistbevægelse, der er drevet af religiøs ekstremisme og udenlandske grupper.

Omvendt peger flere kritikere på, at sikkerhedstruslen i Xinjiang bliver overdrevet for at retfærdiggøre myndighedernes hårde linje.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.