50 meldes dræbt i Islamisk Stat-angreb i Syrien
Voldsomme kampe mellem Islamisk Stat og regeringshæren i det centrale Syrien har kostet liv på begge sider.


Omkring 30 soldater fra den syriske regeringshær og 20 militante fra Islamisk Stat meldes dræbt, efter Islamisk Stat onsdag har angrebet regeringskontrollerede områder i det centrale Syrien.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ifølge Reuters.

Kampene fandt sted i området omkring byen al-Sukhna, som ligger godt 200 kilometer øst for byen Homs og 300 kilometer nordøst for hovedstaden, Damaskus.

En syrisk militærkilde bekræfter angrebet.

Det er angiveligt lykkedes regeringsstyrkerne at tvinge Islamisk Stat tilbage enkelte steder, men kampene fortsætter i andre områder, siger militærkilden.

Kontrollen med Homs-provinsen har længe været delt. Homs by er stort set helt under regeringens kontrol, men oprørsgrupper og Islamisk Stat kontrollerer store dele af land- og ørkenområderne i provinsen.

Islamisk Stat har i de seneste måneder gennemført angreb i både regeringskontrollerede områder og områder, der er kontrolleret af andre oprørsgrupper. Disse angreb har fundet sted langt uden for de nordlige og østlige regioner, hvor Islamisk Stat står stærkest.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder er baseret i Storbritannien og indsamler sine oplysninger fra et netværk af kilder i Syrien.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.