50 læger gennemfører historisk operation
Læger i Houston, Texas, løste alle problemer ved at foretage flere transplantationer samtidigt.
Patienten Jim Boysen har gennemgået en historisk operation.
Patienten Jim Boysen har gennemgået en historisk operation. Foto: Mayra Beltran/AP


Amerikanske læger har gennemført en kompleks operation, hvor en kræftpatient fik transplanteret en hovedskal og en hovedbund samtidig med, at den 55-årige mandlige patient også fik en ny nyre og bugspytkirtel.

James Boysen, der er softwareudvikler, lå på operationsbordet i 15 timer, og over 50 specialiserede læger var inddraget i operationen, oplyser kræfthospitalet Anderson Cancer Center i Houston.

Hospitalet siger i en erklæring, at det var en "historisk operation", da Boysen er "den første patient, som har fået transplanteret kranieansigtsvæv" samtidig med organtransplantationer.

Idéen til operationen, som blev udført på Houston Methodist Hospital, blev lanceret for fire år siden, men den blev først gennemført 22. maj - godt 20 timer efter lægerne havde fået at vide, at passende organer var til stede.

- Dette var en meget kompleks operation, fordi vævene er transplanteret ved hjælp af mikrokirurgi, siger chefkirurg Michael Klebuc fra Houston Methodist Hospitals hold af plastikkirurger.

- Man skal forestille sig, at et blodkar under et mikroskop, hvor der sys små sting, som kun er på størrelse med det halve af et menneskehårs diameter, og som udføres med redskaber, som dem, der bruges til fremstillingen af et schweizisk armbåndsur, siger han.

Boysen, som er fra byen Austin, fik en sjælden kræftsygdom i 2006. Behandlingen af kræften var vellykket, men den efterlod store huller i hans hovedskal og hovedbund. Nye operationer var vanskelige, da patientens skjoldbruskkirtel og nyrefunktion var skadet og nedsat.

Lægerne besluttede til sidst at løse alle problemer ved at gennemføre alle transplantationer og operationer samtidigt.

- Der var virkelig tale om et unikt klinisk tilfælde, siger en af de ledende kirurger, Jesse Selber, på Anderson-hospitalet.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.