50 arresteret i kæmpe matchfixing-sag
En lang række spillere og ledere i lavere italienske rækker er under mistanke for matchfixing.
Blandt de arresterede er både spillere og direktører fra omkring 30 klubber. Arkivfoto.
Blandt de arresterede er både spillere og direktører fra omkring 30 klubber. Arkivfoto. Foto: colourbox/free


Omkring 50 personer blev tirsdag arresteret, da italiensk politi slog til i en sag om matchfixing i italiensk fodbold.

Samtidig blev 70 personer afhørt i en landsdækkende indsats, der handler om matchfixing i den tredje- og fjerdebedste italienske fodboldrække, skriver det italienske nyhedsbureau Ansa ifølge Reuters.

- Materialet viser en afskyelig pagt af korruption i fodboldverdenen.

- Det viser, hvor stor interesse kriminelle netværk har i hele den forretning, som skabes af fodbold og hele spilleindustrien, siger Andrea Grassi til Reuters.

Grassi repræsenterer SCO, som er en italiensk anti-mafia-politigruppe. Han forklarer, at efterforskningen begyndte, da politiet via telefonaflytninger opsnappede, hvordan der blev arrangeret fodboldkampe, som der efterfølgende blev spillet på.

Blandt de arresterede er både spillere og direktører fra omkring 30 klubber, som ifølge politiet er under mistanke for at være indblandet i snyd med resultater.

Operationen, som ifølge avisen La Gazzetta dello Sport er døbt "Dirty Soccer," bliver ledet af anklagere fra byen Catanzaro, der tidligere har arbejdet med anti-mafia-kriminalitet.

Der skulle angiveligt være tale om snesevis af fiksede kampe i de lavere rækker, og der skulle være tråde til den kriminelle organisation "Ndrangheta."

Anklagerne har i nogen tid afdækket et netværk af både spillere, trænere, klubpræsidenter og ledere i de 30 mistænkte klubber.

Det er uklart, om der er en forbindelse til den seneste sag om matchfixing i italiensk fodbold, som siden 2011 har betydet, at over 100 personer har været under mistanke.

Her har både klubber i Serie A og B været under lup af anklagerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.