50-årige frygter sparket på jobbet
Ansatte over 50 år er bange for, at de ryger ved en fyringsrunde, selv om ledighedstallene viser noget andet.
Hver tredje danske lønmodtager på 50-år og derover frygter, at de er den næste, der bliver fyret.
Hver tredje danske lønmodtager på 50-år og derover frygter, at de er den næste, der bliver fyret. Foto: Colourbox/COLOURBOX.COM


Jo ældre man bliver, desto mere bange er man for at blive prikket i en fyringsrunde. Så selv om stadig flere over 60 har et arbejde, er seniorerne bange for, at fødselsdatoen vil koste dem jobbet. Det skyldes, at ledighed er svær at komme ud af for seniorer, siger Ældresagen.

Men tallene taler et andet eget sprog. Siden slutningen af 2012 er den generelle beskæftigelsesvækst især sket blandt personer over 50. Og arbejdsløsheden for 50-59-årige er helt på niveau med gruppen, der er 10 år yngre, oplyser Djøf.

Alligevel er hver tredje privatansatte over 50 i høj eller nogen grad bange for at blive fyret på grund af deres alder. De offentligt ansatte føler sig lidt mere sikre, men her er der dog fortsat 26 procent, der er bange for, at alderen kan resultere i en fyreseddel.

Det fremgår af en spørgeskemaundersøgelse, som Epinion har udført for DeFacto, Djøfs medlemsblad, blandt beskæftigede på 50 år og derover. Så når de reelle tal ikke gør folk trygge, hænger det formentlig sammen med, at andre statistikker fortæller en anden historie.

Det mener seniorkonsulent Peter Halkjær fra Ældresagen.

- Der er en overrepræsentation af langtidsledige blandt ældre. Samtidig gør det indtryk, når det kommer frem, at ældre har større risiko for at blive afskediget, siger han til DeFacto og henviser til undersøgelser, der viser, at statens sparerunder har kostet mange seniorer jobbet.

Lars Qvistgaard, formand for Djøfs Overenskomstforening, siger, at seniorerne er dygtige til selv at tilrettelægge arbejdet og faktisk er billigere end deres rygte.

- Det er derfor stærkt bekymrende, at så mange frygter at miste jobbet på grund af deres alder. Desværre er frygten ikke ubegrundet. Det er dokumenteret, at der afskediges uforholdsmæssigt mange ældre medarbejdere og chefer i den offentlige sektor, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.