En 50-årig mand er torsdag afgået ved døden efter en soloulykke onsdag på Hillerødmotorvejen ved København.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Kristian Aaskov.
Ved ulykken blev mandens 49-årige kone også livsfarligt kvæstet, men vagtchefen kender torsdag aften ikke hendes tilstand.
Parret var kørende på en motorcykel, da det gik galt mellem Hareskovvej og afkørsel 1.
- Her rammer de en dækafspærring omkring noget beton, der er sat op i forbindelse med vejarbejde, fortalte Kristian Aaskov onsdag aften.
Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvorfor parret kørte galt.
- Der var ikke rigtigt nogle vidner til ulykken, forklarede vagtchefen onsdag.
En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet og motorcyklen for om muligt at finde en forklaring på, hvorfor det gik galt.
De pårørende til parret er underrettet om ulykken.
/ritzau/