5 vigtige grunde til at spise sild
Marinerede sild, stegte sild og karrysild er danskernes favoritter på frokostbordet - især op til jul - og det er der også mange sunde grunde til.
Marineret sild er danskernes absolutte favoritsild. Og der er mange sunde grunde til at tage for sig ved sildebordet både til aftenens julefrokost og til hverdag.
Marineret sild er danskernes absolutte favoritsild. Og der er mange sunde grunde til at tage for sig ved sildebordet både til aftenens julefrokost og til hverdag.


Selv om det selvfølgelig trækker ned, at de mest populære sild er lagret i store mængder sukker, så er sild til gengæld proppet med sunde vitaminer og mineraler samt ikke mindst de vigtige omega-3 fedtsyrer, som vi ikke kan få nok af.

Her er 5 sunde grunde til at spise sild - ikke bare til julefrokoster, men til hverdag:

1. Hjernen

Adskillige undersøgelser har vist at sild og andre fede fisk er afgørende for hjernen - både i forhold til hukommelse, risikoen for demens og Alzheimers og risikoen for depression.

En undersøgelse fra University of South Dakota  baseret på data fra 1.111 postmenopausale kvinder, som fik målt deres indhold af omega -3 fedtsyrer EPA og DHA i de røde blodlegemer, viste at kvinder med de højeste niveauer af omega-3 havde de største hjerner efter otte års testperiode..

Desuden var deres hippocampus-region i hjernen 2,7 procent større. Hippocampus er forbundet med langtidshukommelse og stress, men har vist sig at svinde ind hos Alzheimers-patienter før der overhovedet ses nogle symptomer.

2. Blodtryk

Sild er vigtigt for at sænke blodtrykket fordi fedtsyrer medvirker til at åbne kalium-kanaler, der udvider blodårerne.

Det viser undersøgelser fra Friedrich Schiller University Jena i 2013, hvor forskere påviste de molekylære mekanismer af omega-3 fedtsyrers virkning på blodtrykket. Især docosahexaeonic syre (DHA) påvirkede kalium-kanalen.

Omega-3 fedtsyrer findes hovedsageligt i fede fisk som sild, laks og makrel, der har vist sig at sænke blodtrykket, styrke immunforsvaret og at have en positiv indvirkning på udviklingen af nervesystemet og det kardiovaskulære system.

3. Alkoholskader

Og så er sild måske især vigtige ved frokostborde med meget alkohol.

Mange undersøgelser af mennesker har vist, at langvarigt alkoholmisbrug forårsager hjerneskade og øger risikoen for demens. Men en undersøgelse af rotter fra Loyola University Chicago Stritch School of Medicine og University of Kentucky fandt, at omega-3 beskytter mod betændelse og neurocellers død.

Rotternes hjerneceller blev udsat for alkohol i mængder, der svarer til fire gange den lovlige grænse for at måtte køre bil, hvilket er en mængde der også ses hos alkoholikere.

Læs også: 10 sunde grunde til at drikke øl

Undersøgelsen viste at hjerneceller der udover alkohol også var blevet udsat for omega-3 havde 90 procent mindre neuro-inflammation og døde hjerneceller.

4. Rynker

Omega-3 i sild og andre fede fisk viste sig i en undersøgelse at hindre at en række vigige celler dør tidligere, fordi såkaldte telomerer i immunsystemceller fungerede længere.

Undersøgelse fra Ohio State University viste, at forsøgsdeltagere, der tog omega-3 kosttilskud i fire måneder forlængede telomerernes levetid.

Læs også: 10 råd til at undgå rynker

Telomerer kan sammenlignes med plaststykket for enden af et snørebånd og skal hindre at celler ikke trevler - at de beholder deres oprindelige funktion - ved celledeling. Telomererne bliver kortere og kortere for hver celledeling og meget tyder på at de har afgørende betydning for et menneskes og andre organismers - aldring og levetid.

Forkortelsen har således betydning for hvornår huden begynder at rynke og hjernen og andre organer samt muskler begynder at svækkes.

5. Humør

Sild har et højt indhold af selen svarende til to tredjedele af det daglige behov, hvis du spiser bare 100 gram.

Læs også: 10 madvarer, der gør dig i højt humør

Adskillige undersøgelser har vist at selen er vigtig for humøret og reducerer risikoen for depression. En helt ny undersøgelse fra University of Otago i New Zealand i sidste måned af 975 unge mellem 18 og 25 år viste, at de var i meget dårligere humør hvis de havde et lavt indhold af selen i blodet. Så til en julefrokost er der god grund til at få humøret op ved at starte med en sildemad. Så behøver du måske ikke at drikke så meget snaps, at hjernen tager skade.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.