48-årig fængslet for brandstiftelse i Hillerød
Mistænkt brandstifter erkender at have sat ild på sin lejlighed, men nægter at have udsat andres liv for fare.
En 48-årig beboer i en ejendom, der natten til mandag blev hærget af en voldsom brand, nægter at have udsat andres liv for fare, da han satte ild til sin lejlighed. Helikoptere, hunde og PET's Aktionsstyrke var involveret i eftersøgningen af den formodede gerningsmand, der nu er varetægtsfængslet. /ritzau/ (Kenneth Meyer/POLFOTO)
En 48-årig beboer i en ejendom, der natten til mandag blev hærget af en voldsom brand, nægter at have udsat andres liv for fare, da han satte ild til sin lejlighed. Helikoptere, hunde og PET's Aktionsstyrke var involveret i eftersøgningen af den formodede gerningsmand, der nu er varetægtsfængslet. /ritzau/ (Kenneth Meyer/POLFOTO) Foto: KENNETH MEYER/POLFOTO


En 48-årig beboer på Centervænget i Hillerød, som er mistænkt for at have anstiftet den brand, der natten til mandag hærgede ejendommen, er mandag i et grundlovsforhør i Retten i Hillerød blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Manden skal tilbringe tiden på en psykiatrisk afdeling, oplyser anklager Bernt Farver, Nordsjællands Politi, til Ritzau.

Manden er sigtet for brandstiftelse og et røveriforsøg, og han har i retten erklæret sig skyldig i at sætte ild til sin lejlighed.

- Han har erkendt ildspåsættelse i et vist omfang, men har i øvrigt nægtet at udtale sig om det, siger Bernt Farver.

Manden nægtede imidlertid via sin forsvarer, Jan Torp Hansen, at have udsat andres liv for fare, samt et røveriforsøg på et nærliggende plejehjem, som også indgår i sigtelserne mod ham.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, så offentligheden har kun adgang til en begrænset mængde oplysninger om sagen. Der forlyder på nuværende tidspunkt ikke noget om motivet til forbrydelsen.

Ilden bredte sig fra mandens lejlighed til ejendommens tagkonstruktion, der blev ødelagt ved branden. Ejendommens beboere måtte evakueres.

Røveriforsøget skal være sket på et nærliggende plejehjem, hvor manden ifølge anklageren har truet med kniv for få en medarbejder til at udlevere en bil.

Ifølge anklager Bernt Farver går politiet nu i gang med at efterforske sagen.

- Der skal afhøres en masse vidner, og der skal laves tekniske undersøgelser på brandstedet. Det har vi ikke kunnet begynde på endnu på grund af varmen efter branden og nedstyrtningsfare, siger Bernt farver.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.