47-årig mand i Sandholm er dræbt af flere knivstik
Nordsjællands Politi efterforsker drab i Center Sandholm. Offeret er dræbt af knivstik. En 34-årig eftersøges.
En 47-årig mand er blevet dræbt på sit værelse på Center Sandholm ved Allerød. Politiet eftersøger en 34-årig mand i sagen.
En 47-årig mand er blevet dræbt på sit værelse på Center Sandholm ved Allerød. Politiet eftersøger en 34-årig mand i sagen. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix


En 47-årig somalisk mand, som søndag blev fundet død i Center Sandholm, er blevet dræbt af flere knivstik. Det oplyser Nordsjællands Politi

- Jeg kan bekræfte, at vi efterforsker det som en drabssag, siger efterforskningsleder Henrik Gunst.

Politiet oplyser, at manden var blevet stukket adskillige gange med kniv. Formentlig er det sket efter, hvad politiet kalder en "hændelse" mellem to mænd på centret.

Den ene beboer var den 47-årige afdøde, mens den anden var en 34-årig mand, som tidligere har boet på centret. Den 34-årige mand er irakisk statsborger.

Den 47-årige blev fundet død på sit værelse.

Hvad der nøjagtig er foregået mellem de to mænd, er det, som politiets efterforskning i første omgang skal klarlægge.

Det var Røde Kors, som søndag formiddag kontaktede Nordsjællands Politi angående den døde mand. Røde Kors driver Center Sandholm i Allerød, som er modtagecenter for asylansøgere.

I første omgang var politiet ikke overbevist om, at der var tale om et drab. Derfor blev sagen efterforsket som et såkaldt mistænkeligt dødsfald. Det vil sige, at der bliver sat de samme foranstaltninger i værk som ved et drab.

Politiet har foreløbig ikke anholdt nogen mistænkt i sagen, men leder efter den 34-årige.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.