46 såret: Lyn rammer børn i Tyskland og Paris
Fodbolddommer ramt direkte af et lyn, mens børn spillede fodbold i Tyskland. Også i Paris er børn ramt af lyn.


Et lyn, der har ramt en fodboldbane i Tyskland, sårer 35 personer, de fleste børn. Tre voksne meldes meget alvorligt kvæstet.

Ulykken skete først på aftenen lørdag i byen Hoppstätten i det vestlige Tyskland, hvor børn var i gang med at spille en fodboldkamp. Kampen var netop slut, da lynet ramte, skriver nyhedsbureauet dpa.

Ifølge dpa blev fodboldkampens dommer ramt direkte af lynet og blev i stor hast kørt på hospitalet.

I alt 35 personer er kørt på hospitalet, blandt dem 30 børn, der var under mistanke for uregelmæssig hjerterytme, men som er uden for livsfare.

Ifølge øjenvidner havde der været høj, blå himmel, lige til lynet bogstaveligt fra en klar himmel slog ned. Der havde ikke været skyer, som trak sig sammen, eller regn, siger øjenvidnerne.

Meteorologer havde tidligere på dagen advaret om, at et uvejr senere lørdag ville trække hen over delstaten Rheinland-Pfalz, hvor Hoppstätten ligger.

På hospitalet er læger i gang med at tage elektrokardiogram på de tilskadekomne for at fastslå, om deres hjerterytme er normal igen. Der er ikke yderligere oplysninger om de tre svært tilskadekomne voksne.

Der har siden fredag været meldinger om uvejr andre steder i det sydvestlige og centrale Tyskland.

Nogle få timer forinden slog et lyn ned i en park i den franske hovedstad, Paris, og her meldes 11 såret, heraf seks meget alvorligt. Også i Paris er de fleste kvæstede børn - i alderen fra syv til 14 år.

De befandt sig i en park i det nordvestlige Paris. De havde søgt tilflugt under et træ, og her blev de ramt af lynet. I første omgang troede man fejlagtigt, at træet var væltet ned over dem, men det viste sig ikke at være tilfældet.

Det er varm luft sydfra og kold luft nordfra, som i både Tyskland og Frankrig er skyld i det voldsomme uvejr

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.