46-årig fra Bedsted stukket i maven i sit eget hjem
En 46-årig mand blev onsdag aften overfaldet og stukket i maven med kniv i sit hjem i Bedsted, oplyser politi.
Det er sparsomt med oplysninger om et knivstikkeri i Bedsted i Thy, hvor en 46-årig mand blev stukket i maven. To personer er anholdt. Arkivfoto
Det er sparsomt med oplysninger om et knivstikkeri i Bedsted i Thy, hvor en 46-årig mand blev stukket i maven. To personer er anholdt. Arkivfoto Foto: Colourbox/free


En 46-årig mand er i livsfare, efter at han onsdag aften blev stukket ned i sit hjem i Bedsted i Thy, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden blev stukket i maven et endnu ukendt antal gange, og han blev efterfølgende fløjet til Aalborg Sygehus, hvor lægerne behandler hans skader.

- Han er nu uden for livsfare efter at have været på operationsbordet, fortæller efterforskningsleder Jørgen Lauritsen til Ritzau.

Politiet modtog onsdag klokken 19.52 en anmeldelse om et knivstikkeri på Thylandsgade i Bedsted i Thy.

Offeret var en 46-årig mand. Kort efter anmeldelsen skred politiet til anholdelse af to jævnaldrende personer. Det drejer sig om en kvinde og en mand, der begge kender offeret i forvejen. De blev anholdt ikke langt fra gerningsstedet.

- Den 46-årige blev stukket alvorligt i maven med en kniv. Og efter kort tids efterforskning fik vi anholdt de to personer hver for sig med kort tids mellemrum på forskellige steder i lokalområdet, sagde vagtchef Bjarne Askholm onsdag aften til Ritzau.

Torsdag oplyser Jørgen Lauritsen, at de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag klokken 14 ved Retten i Holstebro.

Her vil anklagemyndigheden begære, at retsmødet holdes for lukkede døre af hensyn til politiets videre efterforskning af sagen.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse om de nærmere omstændigheder omkring eller motivet for overfaldet på den 46-årige mand.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.