46-årig dømt for drab: Offer bad om beskyttelse
Nordsjællands Politi var på vej med tilhold mod den mand, der er dømt for at dræbe sin tidligere partner.


En 46-årig mand er fredag idømt 12 års fængsel og udvisning for bestandig ved Retten i Helsingør for drabet på den 39-årige Maria Louise Hansen i Kokkedal 23. april sidste år.

Godt fire uger inden drabet anmeldte offeret den nu dømte drabsmand for trusler. Hun bad politiet om at få udstedt et såkaldt tilhold, så han ikke ville opsøge hende.

Politiet nåede dog ikke at præsentere tilholdet for den 46-årige, som nu er dømt for at have overfaldet og dræbt den 39-årige kvinde med kniv ved en Fakta-butik.

- Det er selvfølgelig ekstra tragisk, at vi var undervejs med et tilhold, men det havde måske ikke gjort nogen forskel.

- Et tilhold vil jo aldrig forhindre en mand i at opsøge kvinden alligevel, hvis han har besluttet sig for at slå hende ihjel, sagde efterforsker Lau Lauritzen til Ekstra Bladet.

Den 39-årige Maria Louise Hansen havde tidligere levet sammen med den dømte.

Det var angiveligt i voldsom vrede over at blive forladt, at manden overfaldt den 39-årige tidligt om morgenen. Hun blev stukket med kniv blandt andet i halsen.

Manden blev anholdt en halv time senere. I grundlovsforhøret i Retten i Helsingør kunne han ikke huske, hvad der var sket, og han nægtede sig skyldig.

Den 46-årige er også dømt til at betale en halv million kroner i erstatning til offerets familie.

Den 46-årige mand udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke til landsretten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.