46-årig dansker død på familieferie i Italien
Det var en cykelulykke, som kostede en 46-årig mand livet under en ferie med familien i Italien.


En 46-årig dansker har mistet livet efter en ulykke i Italien. Manden var på ferie med sin familie. Det skriver TV MidtVest, der henviser til Videbæk/Spjald Avis, onsdag.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter, at en dansk statsborger er død i en ulykke i Italien.

- De pårørende er underrettet. Udenrigsministeriet yder konsulær bistand, men kan derudover ikke udtale os yderligere, da vi har tavshedspligt i personsager, oplyser Borgerservice.

Det var tirsdag, at den 46-årige kom ud for en ulykke og senere afgik ved døden.

Ifølge TV MidtVest var han ude at cykle, da det skete. Efter at have kørt igennem tunnel kom han i slinger, hvorefter han blev ramt af to biler.

Manden blev kørt til hospitalet, men han stod ikke til at redde. Tirsdag eftermiddag afgik han ved døden. Den 46-årige mand er fra Videbæk og en erfaren rytter, ifølge TV MidtVest.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.