45-årig i livsfare efter pose-afpresning
En 33-årig mand er sigtet for frihedsberøvelse i sag, hvor en mand fik en plastikpose tapet fast ved halsen.
Ifølge politiet mistede den 45-årige bevidstheden og var i livsfare, da han fik posen over hovedet.
Ifølge politiet mistede den 45-årige bevidstheden og var i livsfare, da han fik posen over hovedet. Iris


Det havde nær kostet en 45-årig mand livet, da han gentagne gange fik trukket en plastikpose ned over hovedet, hvorefter posen blev tapet fast om halsen på ham med gaffatape.

En 33-årig mand er onsdag blevet stillet for en dommer i København, sigtet for at have frihedsberøvet den 45-årige mand.

Ifølge politiet blev den 45-årige truet med kniv til at sætte sig ind i en bil 25. august foran Teknisk Erhvervsskole HTX på Frederiksberg.

Derfra blev han kørt hen til et kælderrum et ukendt sted i Nordsjælland. Det var her, volden fandt sted.

Ifølge politiet mistede den 45-årige bevidstheden og var i livsfare, da han fik posen over hovedet.

Kriminalassistent Bjarne Jensen fra Københavns Politi siger til Ritzau, at manden angiveligt blev afpresset til at betale en gæld tilbage. Bjarne Jensen vil ikke oplyse, hvor mange penge det drejer sig om.

Efter afpresningen i kælderrummet blev den forurettede mand kørt tilbage til det sted, hvor han blev samlet op, med beskeden om at skaffe pengene.

Ifølge Bjarne Jensen var der på det tidspunkt gået mellem seks og syv timer.

En 46-årig mand er allerede varetægtsfængslet i sagen.

To er stadigvæk på fri fod.

- Både den forurettede og de i alt fire formodede gerningsmænd er en del af det kriminelle miljø i København, fortæller Bjarne Jensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.