45-årig får seks år for knivdrab i Grønland
Et drab sidste sommer i Kulusuk i Grønland udløser nu en dom på seks års anbringelse på en anstalt.


Sermersooq kredsret i det sydlige Grønland har idømt en 45-årig mand til anbringelse på en anstalt i seks år for drab.

Det oplyser anklager Henrik Prien-Larsen fra politiet i Grønland.

Manden er blevet dømt for at have dræbt en 50-årig mand i Kulusuk med knivstik. Drabet fandt sted i juni sidste år.

Den 45-årige blev ud over drabet også fundet skyldig i en række andre forhold, blandt andet vold og røveri.

Anklagemyndigheden havde krævet syv års anbringelse, men dommen endte på seks år, da de forhold, som manden blev kendt skyldig i ud over drabet, var af ældre dato.

Både anklagemyndigheden og den dømte modtog dommen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.