En 43-årig mand slap lørdag aften meget heldigt fra en farlig situation på Give Station.
Da et regionaltog ankom til stationen med retning mod Vejle, faldt manden af ukendte årsager ned fra perronen og landede mellem togskinnerne.
Det oplyser indsatsleder i TrekantBrand Bo Gøgsig ifølge Vejle Amts Folkeblad.
- Toget kommer langsomt ind på stationen, som det skal, og togføreren får øje på manden og bremser alt, hvad han kan, siger indsatslederen ifølge avisen.
- Men da manden ligger mellem skinnerne bliver han trukket med toget ti meter. Det slipper han på en eller anden måde heldigt fra, tilføjer indsatslederen.
Den 43-årige mand blev efterfølgende hjulpet op af beredskabet. Han slap nådigt fra episoden med en skramme i hovedet.
- Vi er ellers til stede med både sprøjtevogn fra stationen i Give, en pionervogn fra Vejle og mig som indsatsleder, siger Bo Gøgsig om situationen, der blev overværet af flere vidner på stationen.
- Vi får hjulpet ham ud under toget og får taget hånd omkring de personer, der befandt sig på stedet, da ulykken skete, siger han til Vejle Amts Folkeblad.
Den 43-årige mand blev efterfølgende fragtet til Kolding Sygehus til kontrol.
/ritzau/