På grund af et stenhårdt og presset marked skærer A.P. Møller - Mærsks division Maersk Supply Service voldsomt i sin forretning. Det oplyser divisionen i en pressemeddelelse.
Divisionen leverer services til offshoreindustrien. Derfor er den hårdt ramt af nedturen i sektoren, der er udløst af faldende oliepriser og dertil hørende mindre lyst til at investere i olieudvinding.
- Vi står over for en hidtil uset markedssituation, og desværre bliver vi nødt til at justere antallet af ansatte yderligere.
- Det er et ærgerligt, men nødvendigt skridt for at sikre fremtiden for vores selskab, skriver direktør for Maersk Supply Service Jørn Madsen.
Samlet bliver der fyret 400 ansatte og 20 skibe bliver solgt. Det i en division, der har omkring 1700 ansatte.
Det går da også langt fra forrygende for Maersk Supply Services.
- Det kommer ikke som den helt store overraskelse. Supply Services er voldsomt udfordret af lave oliepriser og den meget lave aktivitet i oliebranchen.
- Tingene er gået fra dårligt til slemt i år, siger A.P. Møller - Mærsk-analytiker ved Sydbank Morten Imsgard.
Regnskabet for A.P. Møller - Mærsks første halvår viste, at omsætningen i divisionen faldt fra 340 millioner dollar i første halvår 2015 til 212 millioner dollar. Det sendte driftsresultatet ned i et dundrende underskud på 108 millioner dollar.
Samtidig er priserne, divisionen kan tage, faldet med over en tredjedel.
- Efterspørgsel i offshoreindustrien var fortsat lav på grund af lave oliepriser. Der ud over er der et markant overudbud af offshore serviceskibe, hvilket har udløst en kamp for overlevelse i markedet, skrev Mærsk om situationen i regnskabet.
Derfor ser Sydbanks Morten Imsgard det også som positivt, at Maerks Supply Services skærer hårdt til.
- De er nødt til at tilpasse sig til en fremtid, der ikke ser særligt lys ud lige nu. Aktivitetsniveauet er dårligt, og der er alt for mange aktører i markedet.
- Det kan blive til mange år, hvor det ikke ser godt ud for markedet. Og så bliver man nødt til at gå til stålet. Virkeligheden er, at udsigterne er dårlige, siger han.
/ritzau/