40-årig far fængslet for drab på forsvundet mor
I mere end to måneder har 34-årige Hediga Morad være forsvundet. Hun er ifølge politiet blevet dræbt.


Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har sigtet en 40-årig mand for at have dræbt 34-årige Hediga Morad, der har været meldt savnet siden 10. oktober.

Og politiets mistanke er tilsyneladende velunderbygget, for onsdag besluttede en dommer i Retten i Nykøbing Falster, at manden skal sidde varetægtsfængslet frem til 12. januar.

Hediga Morad rejste fredag 9. oktober fra Vejle til Vordingborg med toget. I Vordingborg bor faren til kvindens to børn, og hun var rejst tværs over landet for at aflevere børnene.

- Det er faren til hendes børn, som vi har anholdt, fortalte efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen tidligere onsdag til Ritzau.

Ifølge ham peger oplysninger fra politiets efterforskning på, at Hediga Morad er blevet dræbt. Dog mangler der en helt central detalje.

- Vi har ikke fundet liget af hende, lyder det fra efterforskningslederen.

Politiet har tidligere oplyst, at børnenes far har fortalt, hvordan Hediga Morad overnattede i hjemmet i Vordingborg. Den næste dag forsvandt hun ifølge farens forklaring, mens han var ude for at handle.

Lørdag 10. oktober blev Hediga Morad meldt savnet. Det var en bekendt i Vejle, som kontaktede Sydøstjyllands Politi, fordi hun ikke kunne få kontakt med Hediga Morad.

Nu mener politiet altså, at noget ved forklaringen ikke holder vand. Men hvordan drabet mere nøjagtig er sket, er der ingen oplysninger om.

Ifølge Søren Ravn-Nielsen fremgår det nemlig ikke af sigtelsen, hvordan Hediga Morad er blevet dræbt, og da grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, er det for offentligheden uvist, hvad han har forklaret, og hvad politiet bygger sin mistanke på.

Faren holder dog fast i, at han ikke har dræbt sine børns mor, og han besluttede at kære afgørelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.