3F: Vanvittigt at ledige skal presses i røgfyldt arbejde
Fra 2017 kan ledige miste tre ugers dagpenge eller sågar hele dagpengeretten, hvis de nægter at udsætte sig for passiv rygning. Det er "temmelig vanvittigt", mener fagforeningen 3F.
Vil du arbejde her? Hvis ikke, kan du fra 2017 miste 3 ugers dagpenge eller endda hele dagpengeretten.
Vil du arbejde her? Hvis ikke, kan du fra 2017 miste 3 ugers dagpenge eller endda hele dagpengeretten. Foto: Claus Fisker/Scanpix


Er du ledig, har du i dag ret til at takke nej, hvis du bliver henvist til eller får tilbudt et job på en arbejdsplads, hvor du bliver udsat for passiv rygning. Det gælder blandt andet på væresteder, varmestuer og små værtshuse, hvor det er tilladt at ryge.

Men med sidste uges dagpengeaftale er det slut. Fra 2017 mister ledige tre ugers dagpenge - svarende til op til 12.405 kroner - hvis de afviser en arbejdsplads indhyllet i røg. ¨

De nye regler undrer fagforeningen 3F, som organiserer de ansatte i restaurationsbranchen - blandt andet i de små værtshuse, hvor man må ryge.

3F: I strid med sund fornuft

Henrik Hansen, arbejdsmiljøkonsulent i 3F, repræsenterede de ansatte i restaurationsbranchen, da den nuværende rygelov i sin tid var under udarbejdelse. Han forstår ikke, hvorfor det nye dagpengesystem skal presse ledige til takke ja til arbejde i tilrøgede lokaler.

- Det er jo temmelig vanvittigt og i strid med både rygelovens ånd og almindelig sund fornuft. Det er også i strid med, hvad der blev sagt, da rygeloven blev vedtaget, siger han og uddyber:

- Argumentet for at undtage de små værtshuse og væresteder var netop, at man godt måtte takke nej til at arbejde der, uden at man blev trukket i dagpengene.

Ikke rart at blive tvunget

Fagforeningen har en del medlemmer på de små værtshuse. Samtidig har 3F også ledige tjenere. Henrik Hansen er ikke glad for, hvis de fremover må føle sig tvunget til at arbejde steder, hvor der må ryges.

- Vi har været meget opmærksomme på arbejdsmiljøet for de medlemmer, der arbejder på de små værtshuse. Det er klart, at er man tjener, så er det en gevaldig bet at blive tvunget til at arbejde sådan et sted, siger han.

Fakta: Gyldige grunde

Som ledig på dagpenge skal du i udgangspunktet tage imod alt arbejde, som du får tilbudt eller bliver henvist til. Ellers mister du første gang tre ugers dagpenge. Anden gang mister du hele dagpengeretten. Du slipper dog, hvis årsagen til din afvisning er på listen over de såkaldte "gyldige grunde".

Denne paragraf afskaffes helt ifølge den nye dagpengeaftale:

  • § 14: Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde eller afslå eller ophøre i et tilbud, hvis medlemmet udsættes for eller risikerer at blive udsat for passiv rygning på en arbejdsplads, hvor det er besluttet at tillade at ryge efter §§ 13 og 22 i lov om røgfri miljøer.

Man har dog stadig ret til at takke nej, hvis man kan få en læges dokumentation for, at man på grund af sit helbred ikke eller kun med vanskelighed kan udføre arbejdet, eller at arbejdet vil medføre, at der opstår eller sker en forværring af helbredsmæssige problemer, herunder problemer ved graviditet.

Kilde: Bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.