FOR FULD UDRYKNING
3F: Regioner er skyld i ambulance-kaos
Når der mangler reddere til ambulancerne, er det i høj grad regionernes skyld. De har forsømt at stille krav om uddannelse af reddere, mener fagforbundet 3F.
Der er mangel på reddere, og det er især regionernes skyld. Det mener den største fagforening for reddere, 3F Transport.
Der er mangel på reddere, og det er især regionernes skyld. Det mener den største fagforening for reddere, 3F Transport. Foto: Søren Svendsen/Scanpix/arkivfoto.


Det er især regionernes skyld, når det hollandske firma Bios mangler reddere til at køre ambulancer på Fyn og i Sønderjylland. Det mener det største fagforbund for reddere, 3F Transport.

Bios fik fredag aften efter et ekstraordinært regionsrådsmøde lov til fortsat at stå for ambulancedriften i store dele af Syddanmark på trods af problemer med at få vagtplanerne til at gå op.

Når Bios i den grad er rendt ind i mangel på reddere, skyldes det ganske enkelt, at der bliver uddannet alt for få til arbejdet.

At der er få elever skyldes, at regionerne ikke stiller krav til Falck og andre om at tage et vist antal elever. Det mener formanden for 3F Transport, Jan Villadsen.

Han peger på, at regionerne har gennemført flere runder, hvor de har bedt private virksomheder om at byde på opgaven med at køre ambulancer.

- Når regionerne byder så vitale opgaver ud som at køre ambulance, er det meget afgørende, at regionerne tænker sig godt og grundigt om. Det dur ikke, at man som region er så forhippet på at gøre det billigst muligt, at man undlader at stille krav om at tage elever ind, siger Jan Villadsen.

'Regioner har sovet i timen'

Ifølge Jan Villadsen har regionerne i nogle tilfælde slet ikke stillet krav til private firmaer som Falck om, at de skal uddanne et vist antal elever.

- I Region Syddanmark har man godt nok krævet af Bios, at to procent af personalet skal være ved at uddanne sig til reddere. Det er utilstrækkeligt, for andelen burde være oppe på seks-syv procent, for at der bliver reddere nok i forhold til efterspørgslen på dem, siger Jan Villadsen.

Han fortæller, at 3F ved flere lejligheder har gjort regioner opmærksomme på, at de burde stille krav om uddannelse af reddere, når de laver udbud. På den baggrund konkluderer Jan Villadsen:

- Regionerne har sovet gevaldigt i timen. Og det undrer mig, at man kan gøre det på så vitalt et område.

Bent Hansen: Hus forbi

Jan Villadsen går helt gal i byen med sin kritik. Det mener formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S).

- Regionerne har valgt at lægge opgaven med ambulancedrift ud til private virksomheder, og så er det virksomhedernes opgave at sikre, at de kan få tilstrækkelig med arbejdskraft, siger Bent Hansen og fortsætter:

- Vi kan ikke lege personalekontor for dem, da vi for eksempel ikke aner noget om, hvor mange af deres reddere, der er på vej på pension.

Han påpeger, at regionerne gennem mange år har haft kontrakter især med Falck.

- Vi skal ikke være overkontrollant i forhold til, hvordan Falck driver sin virksomhed. Hvis vi skal det, så er det bedre, at vi selv klare opgaven, siger Bent Hansen.

SF kræver indgreb

Tidligere medlem af regionsrådet i Region Syddanmark og nu medlem af Folketinget for SF, Karsten Hønge, mener, at regionerne skal stille krav om, at ambulancefirmaerne har nok folk under uddannelse.

- Der skal indgås en aftale mellem regeringen og regionerne om en uddannelsesindsats, så vi får uddannet nok reddere, siger Karsten Hønge.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.