Taxikrig
3F efter Uber-dom: Nu skal kørslen stoppes i praksis
Landsretten har stadfæstet dom over Uber-chauffør. Taxichaufførers fagforening havde ikke forventet andet.
Østre Landsret har fredag afgjort, at Uber-kørsel er i strid med den danske taxilov.
Østre Landsret har fredag afgjort, at Uber-kørsel er i strid med den danske taxilov. Foto: Kai Pfaffenbach / Reuters/Reuters


Taxichaufførernes fagforening, 3F, er tilfreds med, at Østre Landsret lige som byretten mener, at en 28-årig mand forbrød sig mod taxiloven, da han arbejdede som Uber-chauffør.

Men med dommen i hus er det tid til at tage næste skridt - nemlig at få stoppet Uber-kørslen fuldstændigt. Sådan lyder det fra formanden for transportgruppen i 3F, Jan Villadsen.

- Vi er glade for, at domstolene også i anden instans er kommet frem til, at det her er ulovligt. Vi havde nu heller ikke forventet andet. Men det er kedeligt, at det har taget to år, og at taxibranchen har skullet lide under det så længe, siger han.

- Næste skridt er, at myndighederne sætter fokus på at få stoppet Uber-kørslen i praksis, for det tror jeg ikke, at Uber selv gør, lyder det.

I andre lande, hvor Uber-kørsel er blevet kendt ulovlig, inddrager myndighederne beløbet, der er tjent på kørslen, og klipper bilernes nummerplader, fordi de bruges til noget ulovligt.

- Det forventer vi, at man også begynder at gøre i Danmark, siger Jan Villadsen.

Ifølge formanden er det afgørende, at justitsministeren nu sætter alt ind for at stoppe Uber i Danmark, fordi konstruktionen "undergraver hele vores arbejdsmarked ved at tilsidesætte skatteregler, pensioner og lønforhold".

I hans optik er det oplagt, at anklagemyndigheden bør rejse tiltale mod selskabet Uber for medvirken til chaufførernes overtrædelse af taxilovgivningen.

Anklager i sagen Rikke Jensen siger efter dommen fredag, at hun nu ser gode muligheder for at rejse tiltale mod Uber.

Østre Landsret har fredag formiddag stadfæstet byrettens dom over Uber-chaufføren. I byretten blev seks chauffører idømt bødestraf.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.