3F: Danmark skal have amerikansk pårørende-politik
Når der i fremtiden sker dødsulykker på arbejdspladsen, skal myndighederne hurtigt kontakte pårørende, mener 3F.
Når arbejdsulykker i fremtiden har dødelig udgang, skal myndighederne kontakte pårørende. Denne enkelte ulykke havde heldigvis ingen tilskadekommende.
Når arbejdsulykker i fremtiden har dødelig udgang, skal myndighederne kontakte pårørende. Denne enkelte ulykke havde heldigvis ingen tilskadekommende. Foto: Søren Steffen/Scanpix/arkiv


 Ligesom i USA skal danske myndigheder have en pårørende-politik, der sikrer efterladte efter dødelige arbejdsulykker hjælp og støtte. Det foreslår 3F, skriver Fagbladet 3F.

- Formålet er at sikre en umiddelbar og kvalificeret hjælp og støtte til de efterladte efter en dødsulykke. Vi foreslår, at myndighederne laver et nærmere defineret system, som hurtigt træder i kraft efter en dødsulykke, og som støtter og informerer de efterladte i tiden efter ulykken, siger Ulla Sørensen, arbejdsmiljøansvarlig i 3F.

Ifølge forslagets fem punkter skal myndighederne blandt andet tage hurtig og personlig kontakt til efterladte, hvis pårørende er omkommet i en arbejdsulykke.

Ligesom myndighederne skal hjælpe de pårørende med viden om, hvad der skal ske efter dødsulykken, og med kontakt til myndighederne og forsikringsselskab.

I USA har den offentlige organisation OSHA, der skal sørge for sikre og sunde arbejdsforhold for amerikanske arbejdere, i flere år haft en lignende pårørende-politik.

- Det er vores opfattelse, at mange efterladte mangler oplysninger om de nærmere omstændigheder ved de fatale arbejdsulykker. Og at de efterladte ofte står alene tilbage med ubesvarede spørgsmål om, hvad de kan eller skal gøre i forhold til deres egen svære situation og myndighederne, siger Ulla Sørensen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.