Mange forslag bliver i øjeblikket fremlagt til den kommende vækstplan, og nu kaster landets største fagforbund, 3F, endnu et forslag ind i debatten.
Hos 3F ønsker man nemlig at belønne de virksomheder, som har overenskomster og skyder penge ind i uddannelsesfonde. Det skriver Politiken.
Belønningen skal være i form af et kontant skattefradrag til det, 3F kalder "ordentlige virksomheder".
- En vækstplan skal skabe bedre betingelser for ordentlige virksomheder, der bidrager til samfundet og skaber arbejdspladser på lang sigt, siger formand hos 3F, Per Christensen, til Politiken.
Helt konkret betyder 3Fs forslag, at virksomhederne kan trække et større beløb fra i skat, når de indbetaler til de uddannelsesfonde, der er aftalt i overenskomsterne. Der ligger derfor en gulerod for de virksomheder, der ifølge 3F ønsker at handle ansvarsbevidst overfor medarbejderne.
- Vi vil markere, at der er forskel på ansvarsbevidste arbejdsgivere, der bidrager til at hæve kompetenceniveauet blandt medarbejderne, og så dem, der ikke gør det. Ved at hæve fradraget gør man det billigere for virksomhederne at betale til fondene, siger han.
Det ventes, at regeringen indleder forhandlingerne om den kommende vækstplan i begyndelsen af maj.
Newspaq